hjem | sitemap | kontakt os
print sidenUdskriv

Vent venligst...
skjul

Lektion 4

Hvordan skal din portefølje se ud ?

I de foregående lektioner har du lært om afkast og risiko. Du ved, hvor afkastet kommer fra, og du ved, hvordan du kan måle den risiko, der er forbundet med at investere.

I denne lektion samler vi trådene og går tæt på beslutningsprocessen bag det at vælge den rigtige pensionsopsparing.



Spørgsmål du skal stille dig selv før enhver investering

Når du skal i gang med at spare op, eller hvis du ønsker at ændre den måde, du sparer op på i dag, er der en række spørgsmål, du skal stille dig selv.

Hvad skal opsparingen bruges til?

Her skal du fastlægge, hvad formålet er med din pensionsopsparing. Skal opsparingen være sikkerhedsnettet i den tredje alder, eller er der tale om en "overbygning" til en eksisterende opsparing.

Hvor lang er min investeringshorisont?

Hvornår skal du bruge pengene, og skal de udbetales på en gang eller over en årrække?

Hvis pensionen skal udbetales over en 15-årig periode, kan du overveje, om du vil regne udbetalingsperioden, eller en del af den, med i din investeringshorisont.

Husk, at jo længere tid der er til, du skal bruge pengene, jo mindre sårbar er du overfor risiko.

Indflydelse på opsparingen?

I hvilket omfang ønsker du at have indflydelse på, hvordan din pensionsopsparing investeres?

Vil du bestemme selv - helt eller delvist - eller vil du overlade hele ansvaret og alle beslutningerne til dit pensionsselskab?

Du skal altså gøre op med dig selv, i hvilket omfang du ønsker at have indflydelse på investeringerne.

Vil du indgå i et fællesskab med andre og dele det afkast selskabet opnår, eller vil du tage ansvaret selv til gengæld for at få dit "eget afkast" hvert år.

Hvor risikovillig er jeg?

Du skal gøre op med dig selv, hvordan du har det med udsving i opsparingens værdi.

Er det vigtigt for dig, at værdien af din opsparing bevares igennem hele opsparingsperioden, eller søger du et højt langsigtet afkast og accepterer udsving i opsparingen?

Til top


Vælg det rigtige produkt

Vores opfattelse af risiko er individuel, og vores ønsker og behov er forskellige. Det er derfor næsten en umulig opgave at tage beslutning om pensionsopsparing på andres vegne.

Som nævnt i indledningen, kan produkterne på markedet groft set deles op i tre grupper eller opsparingsmåder.

  • Traditionel
  • Unit-link
  • Nye produkter

Traditionel pension

En traditionel pensionsopsparing tager udgangspunkt i en ydelsesgaranti. Ud fra de indbetalinger du foretager, beregner pensionsselskabet en garanteret ydelse, som du altid er sikret. Uanset, hvordan de finansielle markeder udvikler sig. Du har ikke selv nogen indflydelse på, hvordan dine pensionsmidler investeres.

De garanterede ydelser bliver i dag beregnet på baggrund af en rente på 1,5 %, men den faktiske rente på opsparingen kan sagtens være højere. Depotrenten varierer fra pensionsselskab til pensionsselskab, men ligger typisk mellem 3 % og 6%.

På en traditionel pensionsopsparing får alle kunderne samme rente hvert år, uanset om de har kort eller lang tid til pensionering.

For at være sikre på, at de kan leve op til garantierne i de traditionelle pensionsopsparinger, investerer selskaberne en del af kundernes penge i sikre aktiver, typisk obligationer.

Finanstilsynet kræver, at minimum 30 % er placeret i obligationer, men mange selskaber har helt op til 70 % placeret i obligationer.

En ydelsesgaranti kan være attraktiv, hvis du ønsker den sikkerhed, der ligger i at vide, hvor meget du som minimum får, når du skal pensioneres. Det kan også være attraktivt, hvis du for eksempel har kort tid til pensionering.

Mange traditionelle pensionsselskaber investerer som nævnt en stor del af midlerne i obligationer. Det er med til at sikre kunderne et stabilt afkast, men samtidig betyder det også, at du ikke kan forvente at få det fulde udbytte af de højere afkast på aktiemarkederne.

For at udligne de udsving, der altid er i afkastet, hensætter selskaberne en del af afkastet fra de gode år og giver det i stedet tilbage i de år, hvor afkastet ikke er så godt.

Unit-link pension

På en Unit-link pension investerer du selv dine penge i fonde. Det kan være aktiefonde, obligationsfonde eller blandede fonde. Fondene giver et afkast ud fra de værdipapirer, som fonden investerer i, til gengæld er der ikke nogen garanti tilknyttet en Unit-link pensionsopsparing.

Du kan frit vælge, hvilken eller hvilke af de fonde som selskabet tilbyder, du vil investere dine penge i. De fleste selskaber tilbyder dog også, at du kan vælge mellem nogle porteføljer, der er sammensat af selskabet. Her findes den rigtige sammensætning normalt ud fra risikovillighed og investeringshorisont.

Du får selv det afkast, fonden opnår på sine investeringer. Det betyder, at du kan se den direkte effekt af markedernes udvikling i både opgang og nedgang.

Der er som udgangspunkt ikke nogen garanti tilknyttet denne form for opsparing, men flere og flere selskaber tilbyder, at du kan købe dig til en garanti. Udover at du betaler en pris for garantien, må du også forvente, at der er indskrænkninger i hvilke fonde du kan placere pengene i.

Nye produkter

Der er kommet mange nye opsparingsprodukter på markedet. De fleste nye produkter ligger i området mellem traditionel pensionsopsparing og Unit-link.

Det er svært at sige noget entydigt om de nye produkter, for de er meget forskellige, de har dog nogle fælles træk:

  • Det er individuelle løsninger, hvor der, i større eller mindre grad, tages højde for din risikovillighed og investeringshorisont 

  • Der kan være hjælp til at fastlægge en personlig risikoprofil

  • Der er ofte mulighed for løbende tilpasning af risikoprofil og for nogle produkters vedkommende sker det automatisk på baggrund af din alder 

Selskaberne ønsker at give kunderne mulighed for et højt afkast, og det kan ofte være svært i den traditionelle pensionsopsparing, hvor garantierne tvinger selskaberne til at investere defensivt.

Unit-link, som er det ultimative frie valg, giver denne mulighed, men mange danskere føler sig ikke rustet til at tage beslutninger om, hvilke fonde de skal placere deres pensionspenge i.

De nye produkter forsøger at bygge bro imellem disse to vidt forskellige opsparingsmåder.

Det aktive valg

Du skal spørge dit pensionsselskab, hvilke produkter de tilbyder, og bede dem forklare, hvordan produkterne virker. Hvad er det du får og lige så vigtigt, hvad er det, du ikke får?

>> Læs om Skandia's opsparingsprodukter

Dine svar på spørgsmålene i det første afsnit afspejler din opsparings- og risikoprofil. Ud fra disse svar, skal du vælge det produkt, som bedst opfylder dine ønsker og behov.

PensionsCoach.dk kan hjælpe dig til at træffe de rette valg om Skandias produkter.

>> PensionsCoach.dk

Pensionsopsparing er en langsigtet investering, så det er vigtigt, at du vælger rigtigt fra starten - Det er nemlig de første penge, du indbetaler, som bærer den største del af afkastet, fordi de er investeret i længst tid.

Du bør også tage din opsparings- og risikoprofil op til overvejelse med jævne mellemrum - for eksempel hvert femte år. Her skal du afgøre om din opsparings- og risikoprofil har ændret sig, og om du stadig har det produkt, som opfylder dine ønsker og behov.

Til top